Pårørendeaften og valg til afdelingsråd

Annette-Marie Frimann Jensen og Karin Damhus holder foredrag om det svære og vigtige pårørendesamarbejde.

Som mor til en voksen datter i Asta Fonden og tidligere leder indenfor voksenhandicapområdet har de hver deres tilgang til- og erfaringer med samarbejdet. Sammen har de skrevet bogen “Pårørendesamarbejde – en blandet fornøjelse”.

Kom til foredragsaften og hør mere om samarbejdet. Hvorfor er det vigtigt? Hvorfor er det svært? Findes det gode samarbejde – og hvad skal der til for at få det til at lykkes?

Vi serverer et let måltid.

Efter foredraget kan du møde Asta Fondens tre lokale afdelingsråd og stemme til valget. Der er også mulighed for selv at stille op til et afdelingsråd – henvend dig meget gerne til lederen i det pågældende tilbud, hvis du overvejer, om det måske er noget for dig.

Det hele finder sted onsdag den 19. november kl. 18-20 i Asta Rymarksvej. Rymarksvej 3b, 2900 Hellerup.

Pårørendemøde om Asta Rymarksvej

Tirsdag den 30. august holdt Asta Fonden et velbesøgt pårørendemøde på Rymarksvej

Centerchef Poul Anthonsen bød velkommen og fortalte om byggeprocessen. Afdelingsleder Henrik Andersen præsenterede sig og alle de medarbejdere, der følger med til den nye afdeling – alle medarbejderne, på nær en – deltog i mødet. Henrik fortalte om de tanker omkring sammenlægningen af to medarbejder- og borgergrupper.

Esben Søndestrup, som er formand for Asta Fondens bestyrelse fortalte om afdelingsråd og bestyrelsesopgaver, og der blev valgt tre repræsentanter til det nye afdelingsråd – Asta Rymarksvej.

Camilla Panting præsenterede foreningen Astas Venner og opfordrede alle til at melde sig ind i foreningen.

Endelig kom alle på en rundvisning i de nye rum inden vi sagde farvel og tak.